Irerne er kendt for mange gode ting, og to af dem kan man endda blive certificeret i: At skænke et flot glas mørk Guinness øl og at smage en fornem Jameson whiskey. Vi havde jo fået vores Dublin Pass, hvilket betød gratis adgang til Guinness Storehouse og The Old Jameson Distillery.Vi startede med at gå over på sydsiden af The Liffey og fulgte gaderne forbi Christchurch Cathedral hen til The Guinness Storehouse. På vejen kommer man endda forbi Arthur Guinness tidligere bopæl, så det kunne ikke være mere passende.

Guinness Storehouse er den eneste del af bryggeriet, der er åbent for offentligheden, og den er lavet som et museum i 9 levels, formet som et gigantisk glas Guinness - skål! Her guider man sig selv rundt og lærer om malt, humle, byg, gæring og alle de andre ting via videoskærme og illustrationer. Der er også prøvesmagning af specialøl og udvalgte reklamer på vejen - Marie blev særligt forelsket i Guinness tukanfuglen.

Kommer man langt nok op, er man klar til den første certificering. Kunsten at skænke et perfekt glas Guinness fadøl. Det foregår nogenlunde således: Man holder glasset tæt på hanen i en 45 graders vinkel og retter det langsomt op til glasset er 3/4-dele fyldt. Herefter står det og trækker i et minut til man skænker det sidste mens glasset står helt lodret. Det giver den flotteste farve og pæneste skum osv. Instruktøren var ordentlig streng, men Peter fik alligevel sit certifikat og sin egen perfekt skænkede fadøl.

Marie valgte at gemme sin complimentary Guinness til vi nåede baren på toppen af bryggeriet, hvor der er en fantastisk himmelbar med uforstyrret 360 graders udsigt over Dublin gennem enorme glasruder. Det må siges at være en anderledes måde at være på pub.

Herefter gik turen tilbage over floden til Dublins nordside og The Old Jameson Distillery. Der brygges ikke Jameson i Dublin mere - det foregår i Middleton, men alligevel er det et besøg værd. Man får nemlig en rigtig god guidet tur gennem whiskey-destillationsprocessen, hvor man mærker irernes stolthed over den whiskey som det ret beset var irske munke, der opfandt under navnet uisce beatha - livets vand. Man ser bl.a. en kort film om John Jameson, og herefter udpensles processen indtil det er tid til at smage på sagerne.

Til lejligheden skulle seks af turens deltagere agere whiskey-smagere, og Peter blev valgt til en af dem. Der skulle smages fem whiskey'er, tre irske, en skotsk og en amerikansk. Overraskende var den irske Powers whiskey faktisk et hak bedre end Jameson. Her fik man ligeledes et fint certifikat som whiskey-smager, så nu må man sige Peter har papirerne i orden i forhold til irsk drikkekultur.
Både The Guiness Storehouse og The Old Jameson Distillery er besøg værd, og da de ligger i gå afstand fra hinanden kan de sagtens klares samme dag. Men husk at tage jer god tid, man bliver noget rund i skoene. Cheers mate.
2 kommentarer:
I forstod virkeligt at suge til jer om- og af Dublin.
KH. Mor og far Anita og Michael
En herlig måde at få serveret smasindtryk fra turen på.
KH
Mor
Send en kommentar