Litteratur og pubkultur

Dublin er om muligt ligeså kendt for sin litteratur som muligheden for en druktur. The Dublin Literary Pub Crawl kombinerer de to fænomener og gør begge dele til en oplevelse uden man drukner i hverken citater eller alkohol.

Jojo, vi fik stadig rabat på vores Dublin Pass så til trods for trætte fødder begav vi os alligevel ned til ’The Duke’ i Duke Street, for at opleve et par timer i bøgerne og bægrenes tegn. Svømmeturen anføres af to guides, en mand og en kvinde iført identiske bowlerhatte, der er lige dele skuespillere, komikere og stifindere på turen gennem fire pubber og fem fremførelser af berømt irsk litteratur. Først ser vi en komprimeret version af Samuel Beckett’s Venter på Godot, der i al sin absurditet får os alle til at grine højt. Der er vel 15-20 deltagere i turen fra USA, Sydafrika, Norge og selvfølgelig Irland.



Da det er tid til at begive os ud på selve pub crawlen viser det sig at første stop slet ikke er pub, vi får nemlig en hurtig introduktion til Trinity College på selve universitets campus. Her får vi efter en, må man formode, spot-on gengivelse af Queen Elisabeth I’s ræsonnement for at lade universitetet opføre samt en gennemgang af Swift, Stoker, Beckett og Goldsmiths skolegang. Mest opmærksomhed får Oscar Wilde dog, og det er virkelig underholdende at høre hans væmmelse ved sine medstuderende.

Vi begiver os videre til næste pub, og her går turens eneste minus op for os. Vi er midt i Manchester United – Barcelona kampen, og alle pubberne er stopfyldte. Det er dog muligt at bestille drikkevarer selv på den korte tid i hver bar, og heldigvis foregår de litterære indslag udenfor i Dublins gader, hvor især et stykke om et par tiggere under ’the famine’ står klart. Vi får også ikke-litterær information om området og går bl.a. på den pub, som frihedskæmperen Michael Collins brugte som skjulested under uafhængighedskampen med briterne.



Det hele afsluttes tilbage i Duke Street foran baren Davy Byrnes, hvor et helt kapitel fra Ulysses udspiller sig. Her er der pubquiz, hvor vi brillerer på spørgsmålet om Oscar Wildes sportsaktivitet (han var bokser), men desværre bliver slået i finalen. Der er en god stemning på hele crawlen, og den litterære ramme omkring turen gør at man føler et formål med besøgene. Det gør unægtelig pinten noget mere levende, når man tænker på at Joyce og Collins for små 100 år siden også nød en i de samme pubber.

En liflig tur på The Liffey

I lighed med stort set alle andre nordeuropæiske storbyer præsenterer Dublin sig flottest ned mod floden. Derfor tog vi ligesom i Berlin på en flodrundfart, denne gang på The River Liffey med Liffey Voyage. Vi boede lige overfor bådens ankerplads, så det var faktisk noget af det allerførste vi foretog os.

Den mest markante forskel på irerne og tyskernes tilgang til flodrundfart er, at hvor turen i Berlin var ekstremt faktuel, er omdrejningspunktet i irernes kommunikation altid humor. Man kan stort set ikke stille et spørgsmål til nogen uden at få en lille joke eller et vittigt svar tilbage. Det gjaldt også vores Liffey-guide, der selv om han var fra Winnepeg i Canada virkelig havde taget den irske humor til sig.



Liffey var engang en ekstremt hurtigtløbende flod, men inddæmning har gjort den til en roligtflydende strøm, der endda har fået sit fiskeliv fra gammel tid tilbage. Da vikingerne, først nordmændene og senere også os danskere kom til Dublin, indtog og inddæmmede de først sydsiden (Dublinia) og senere også den nordlige del.

Vi sejler under et væld af broer, både O’Connell Bridge og Ha’Penny bridge, hvor man tidligere skulle betale en halv penny for at krydse (hvilket man ifølge den vittige guide holdt op med, da man havde sådan et besvær med at skære penny’erne over). Herefter går turen forbi The Potato Famine memorial statuerne, der afbilleder de forarmede, hungrende irere. Oprindeligt var den lavet til Boston i USA, men efter en indsamling blandt Irlands kendisser fik den lov at blive i byen.

Båden sejler også forbi O’Connell Street, hvor man kan se det enorme spir ”The Spire”, blandt lokale bl.a. kaldt ’the spire in the mire’, ’the rod up to god’, ’the pole in the hole’ og mange andre vittige ting. Vi passerer statuer af Anna Livia (Goddess of The Liffey), får at vide, der er en sideløbende flod, der nu er lukket til af bebyggelse og kan ses i kælderen i Christ Church Cathedral, og så er det ud hvor The Liffey bliver bredere og mere industriel.



Det er tydeligt, hvordan alt nybyggeriet efterhånden vil gøre havnekvartererne mere fashionable, og der er bl.a. planer om at lave en gigantisk skyskraber ved navn U2 Towers, eftersom det er bandet U2, der står bag. De er kommet et stykke vej siden de skød Grand Canal Dock Dublin Docklands på coveret til deres album ’October’. Bono ejer også et af Dublins dyreste hoteller ’The Clarence’, hvor en overnatning koster det samme som hele vores ferie – og hvor udsigten er nærmest identisk med den vi havde på Arlington.

Nå, efterhånden har vi sejlet rundt i en god time, og så får vi ikke mere for den ha’ penny. På turen tilbage får man mulighed for at stikke hovedet op ved siden af skipperen og skyde et par udendørs billeder. Alt i alt en god præsentation af Dublin, der hverken gav søsyge eller den forventelige køresyge af at tæske rundt i storbyens tætte trafik.

Fra the famine til IT-inflation

Irland er gået fra et romantisk bondesamfund til et IT-mekka, hvor alle fra Microsoft til Google anlægger boomende fabrikker. Sammen med en enorm turismeindustri gør det ikke ligefrem Dublin til en billig by hverken at bo eller spise i. Det betyder selvfølgelig at man skal have spenderbukserne på, når man vil spise ude, men desværre også at der kommer en enorm afstand mellem toppen og bunden af samfundet. Man ser mange tiggere på gaden, både lokale og udlændinge, og i det hele taget virker det ikke som om alle har klaret omstillingen lige godt.

Her har en ung mand skrevet: “Life on the streets has been very tough for me ; Sitting around begging losing my dignity ; Trying to get money for food and a bed ; Somewhere I can shower and rest my weary head ; Every day the world rushes by ; Sometimes I feel I could break down and cry ; So please look in your heart and see ; If you could spare some change for me”.

En tur i det grønne

Føler man sig fanget i turisttrædemøllen midt i Dublin og får brug for noget luftforandring, er redningen ikke langt væk. The DART (Dublin Area Rail Transit, en lokaljernbane ala Oddergrisen) fører hurtigt en ud ad byen og rundt i gudeskønne Dublin Bay fra Howth i nord til Dalkey sydpå.

Vi valgte, inspireret af Lonely Planet guidebogen, at tage til Dalkey tur-retur, hvilket kostede i omegnen af 30 kr. i alt for os begge. Den offentlige transport må siges at være ekstremt billig. Dalkey er en klassisk irsk havneby med fint middelalder-borgværk, små butikker og en lille café, der dog er ligeså leveringsdygtig i café latte og trådløst internet som afternoon tea. Andet kapitel i James Joyce’s Ulysses udspiller sig i byen, så igen går man i litteraturens fodspor. Vi gik også ned til lystbådehavnen, forbi enorme irske hacienda’er med importerede palmetræer og upåklageligt slåede, klippede og friserede græsplæner og hække.




Smukt, barskt, blæsende og forfriskende var det at kigge ud over bugten, hele vejen op til nordkysten. Når man er vant til et land, der er fladt som en pandekage, er der noget dragende ved et landskab fyldt med udsigt til bjerge og grønne bakker. Man kunne sikkert have brugt dagevis på udflugter i det irske. Vi havde dog valgt den eneste dag med lettere regn at tage turen på, så vi vendte næsen hjemad efter et par timer. Men det var lækkert at få travet lidt rundt og få blæst håret igennem.



Ligeså spændende som Dalkey , er turen dertil, og det er med at holde øjnene åbne når man suser forbi bugten med kun et lavt stendige mellem bølgerne og toget. Man når bl.a. forbi Sandycove og Seapoint, hvor der virkelig er udsigt for alle pengene. Er man i tvivl om hvor det bliver kaldt den grønne ø, er det blot et spørgsmål om at rette blikket den anden vej og kigge ind mod bakkerne og markerne, der tårner sig op ved bugten, grønnere end en flaske Jameson. Seaweed – the best fertiliser in the world!

Certificeret ølskænker og whiskey-smager

Irerne er kendt for mange gode ting, og to af dem kan man endda blive certificeret i: At skænke et flot glas mørk Guinness øl og at smage en fornem Jameson whiskey. Vi havde jo fået vores Dublin Pass, hvilket betød gratis adgang til Guinness Storehouse og The Old Jameson Distillery.

Vi startede med at gå over på sydsiden af The Liffey og fulgte gaderne forbi Christchurch Cathedral hen til The Guinness Storehouse. På vejen kommer man endda forbi Arthur Guinness tidligere bopæl, så det kunne ikke være mere passende.



Guinness Storehouse er den eneste del af bryggeriet, der er åbent for offentligheden, og den er lavet som et museum i 9 levels, formet som et gigantisk glas Guinness - skål! Her guider man sig selv rundt og lærer om malt, humle, byg, gæring og alle de andre ting via videoskærme og illustrationer. Der er også prøvesmagning af specialøl og udvalgte reklamer på vejen - Marie blev særligt forelsket i Guinness tukanfuglen.



Kommer man langt nok op, er man klar til den første certificering. Kunsten at skænke et perfekt glas Guinness fadøl. Det foregår nogenlunde således: Man holder glasset tæt på hanen i en 45 graders vinkel og retter det langsomt op til glasset er 3/4-dele fyldt. Herefter står det og trækker i et minut til man skænker det sidste mens glasset står helt lodret. Det giver den flotteste farve og pæneste skum osv. Instruktøren var ordentlig streng, men Peter fik alligevel sit certifikat og sin egen perfekt skænkede fadøl.



Marie valgte at gemme sin complimentary Guinness til vi nåede baren på toppen af bryggeriet, hvor der er en fantastisk himmelbar med uforstyrret 360 graders udsigt over Dublin gennem enorme glasruder. Det må siges at være en anderledes måde at være på pub.



Herefter gik turen tilbage over floden til Dublins nordside og The Old Jameson Distillery. Der brygges ikke Jameson i Dublin mere - det foregår i Middleton, men alligevel er det et besøg værd. Man får nemlig en rigtig god guidet tur gennem whiskey-destillationsprocessen, hvor man mærker irernes stolthed over den whiskey som det ret beset var irske munke, der opfandt under navnet uisce beatha - livets vand. Man ser bl.a. en kort film om John Jameson, og herefter udpensles processen indtil det er tid til at smage på sagerne.



Til lejligheden skulle seks af turens deltagere agere whiskey-smagere, og Peter blev valgt til en af dem. Der skulle smages fem whiskey'er, tre irske, en skotsk og en amerikansk. Overraskende var den irske Powers whiskey faktisk et hak bedre end Jameson. Her fik man ligeledes et fint certifikat som whiskey-smager, så nu må man sige Peter har papirerne i orden i forhold til irsk drikkekultur.

Både The Guiness Storehouse og The Old Jameson Distillery er besøg værd, og da de ligger i gå afstand fra hinanden kan de sagtens klares samme dag. Men husk at tage jer god tid, man bliver noget rund i skoene. Cheers mate.