I lighed med stort set alle andre nordeuropæiske storbyer præsenterer Dublin sig flottest ned mod floden. Derfor tog vi ligesom i Berlin på en flodrundfart, denne gang på The River Liffey med Liffey Voyage. Vi boede lige overfor bådens ankerplads, så det var faktisk noget af det allerførste vi foretog os.
Den mest markante forskel på irerne og tyskernes tilgang til flodrundfart er, at hvor turen i Berlin var ekstremt faktuel, er omdrejningspunktet i irernes kommunikation altid humor. Man kan stort set ikke stille et spørgsmål til nogen uden at få en lille joke eller et vittigt svar tilbage. Det gjaldt også vores Liffey-guide, der selv om han var fra Winnepeg i Canada virkelig havde taget den irske humor til sig.
Liffey var engang en ekstremt hurtigtløbende flod, men inddæmning har gjort den til en roligtflydende strøm, der endda har fået sit fiskeliv fra gammel tid tilbage. Da vikingerne, først nordmændene og senere også os danskere kom til Dublin, indtog og inddæmmede de først sydsiden (Dublinia) og senere også den nordlige del.
Vi sejler under et væld af broer, både O’Connell Bridge og Ha’Penny bridge, hvor man tidligere skulle betale en halv penny for at krydse (hvilket man ifølge den vittige guide holdt op med, da man havde sådan et besvær med at skære penny’erne over). Herefter går turen forbi The Potato Famine memorial statuerne, der afbilleder de forarmede, hungrende irere. Oprindeligt var den lavet til Boston i USA, men efter en indsamling blandt Irlands kendisser fik den lov at blive i byen.
Båden sejler også forbi O’Connell Street, hvor man kan se det enorme spir ”The Spire”, blandt lokale bl.a. kaldt ’the spire in the mire’, ’the rod up to god’, ’the pole in the hole’ og mange andre vittige ting. Vi passerer statuer af Anna Livia (Goddess of The Liffey), får at vide, der er en sideløbende flod, der nu er lukket til af bebyggelse og kan ses i kælderen i Christ Church Cathedral, og så er det ud hvor The Liffey bliver bredere og mere industriel.
Det er tydeligt, hvordan alt nybyggeriet efterhånden vil gøre havnekvartererne mere fashionable, og der er bl.a. planer om at lave en gigantisk skyskraber ved navn U2 Towers, eftersom det er bandet U2, der står bag. De er kommet et stykke vej siden de skød Grand Canal Dock Dublin Docklands på coveret til deres album ’October’. Bono ejer også et af Dublins dyreste hoteller ’The Clarence’, hvor en overnatning koster det samme som hele vores ferie – og hvor udsigten er nærmest identisk med den vi havde på Arlington.
Nå, efterhånden har vi sejlet rundt i en god time, og så får vi ikke mere for den ha’ penny. På turen tilbage får man mulighed for at stikke hovedet op ved siden af skipperen og skyde et par udendørs billeder. Alt i alt en god præsentation af Dublin, der hverken gav søsyge eller den forventelige køresyge af at tæske rundt i storbyens tætte trafik.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar